SITE SEARCH

ON THE WSWS
Editorial Board
Home
New Today
News & Analysis
Workers Struggles
Arts Review
History
Polemics
Correspondence
Archive
Search
About WSWS
Books Online
About the ICFI

OTHER
LANGUAGES
German
French
Spanish
Serbo-Croatian
Indonesian
Russian
Sinhala-

LEAFLETS
Download our statements

HIGHLIGHTS
Why is NATO at
war with Yugoslavia?
World power, oil
and gold

The Milosevic
indictment:
legal document
or political diatribe?

A dangerous
confrontation between
India and Pakistan

Historian James M.
McPherson and
the cause of
intellectual integrity

WSWS : News & Analysis : Europe

Den Hollandske Model

Hvordan regeringen, fagforeningerne og arbejdsgiverne er ved at arrangere omfordelingen af velstand i Holland

Af Dietmar Henning og Wolfgang Weber
1. maj 1998

[Printer-version][Tysk][Engelsk]

Politikere i Europa, som f.eks. Den socialdemokratiske kanslerkandidat i Tyskland, Gerhard Schröder, har rost den meget, og det har USA’s præsident Clinton også. Fagforeningsblade laver begejstrede artikler om den, fordi den har medført "en halvering af arbejdsløshedstallet i de sidste 15 år". Formanden for Bundesbank, Hans Tietmeyer, kalder den "et eksempel for hele Europa".

Hvad kan gøre sig fortjent til en så vammel lovprisning? "Den hollandske Model"

Dietmar Henning og Wolfgang Weber tog til Holland for World Socialist Web Site for at få et klarere billede af den hollandske økonomis succeshistorie, for at gennemgå dens hovedtal, se, hvordan den virker og finde ud af, hvem der er vindere og hvem der er taberne ved den hollandske model. De interviewede politikere, sociologer og medlemmer af en arbejdsløshedsorganisation i Amsterdam. De talte med medlemmer af Betriebsrat (arbejderrådet) og ansatte ved Hollands største hospital, samt besøgte strejkende havnearbejdere i Rotterdam.

De følgende resultater giver indblik i den sociale og politiske baggrund for det forestående hollandske parlamentsvalg, der skal afholdes 6.5.98.

Det, som de europæiske bankfolk og politikere sælger som "Den Hollandske Model" til løsning af arbejdsløsheden, og som skal omforme Holland til et blomstrende roligt landskab, bliver kaldt Polder-Modellen i Holland. Polder: Et lavtliggende indvundet stykke jord, hvor inddæmningen er det første skridt. Sådan forklarer ordbogen det.

"Ligesom når man bygger en dæmning skal alle også samarbejde her og ofre sig for at kunne afvise arbejdsløshedens højvande og omforme det hollandske samfund til et blomstrende roligt landskab". Denne og lignende tirader blev gentaget og atter gentaget i erklæringerne fra ministre, fagforeningsfolk og virksomhedsledere, da fagforening og ledelse i 1982 underskrev Wassenaaar-aftalen, den politiske førstefødselsret til Polder-modellen.

Ved første blik - den officielle arbejdsløshedsprocent er 6, og den økonomiske vækst er på 3% - ser modellen ud til at have virket. For femten år siden steg antallet af arbejdsløse med ca. 10.000 om måneden. I 1984 var den på 14% og 800.000 var officielt registreret som arbejdssøgende. Ifølge OECD, er den reelle arbejdsløshedsprocent, inklusive de arbejdsløse i uddannelsesordninger, på førtidspension eller andre sociale ordninger på 27%.

I Wassenaar-aftalen forpligtede fagforeningerne sig selv til beskedne lønkrav i de kommende år. Arbejdsgiverne lovede at førsøge lidt mere at skabe flere jobs.

Det blev imidlertid snart klart, at, det aftalen i virkeligheden betød - var en korporativ politik, der skulle få den største indvirkning på omfordelingen af indkomsterne i Holland siden 2. Verdenskrig.

Indkomst- og selskabsskatten for arbejdsgiverne blev sænket kraftigt efter princippet: "Jo højere profit, desto lavere skatter". Virksomheder med mere end 225.000 DM i overskud om året skal betale en selskabsskat på 35%. De, som rapporterer om lavere profitter, skal betle 40% i skat.

Den disponible realindkomst for arbejderfamilierne var imidlertid allerede faldet med 10% i 1982 og 1983 som følge af recessionen, mens de arbejdsløses og bistandsmodtagernes indkomster var faldet endnu mere drastisk.

I 1984 og 1985 faldt realindkomsten med yderligere 9% hvert år efter, at fagforeningerne havde annulleret hidtidige lønaftaler, som indeholdt en automatisk lønstigning, der fulgte inflationsniveauet. Den lovbefalede minimumsløn blev reduceret og med den også niveauet for den sociale sikring, som bliver sat som 100% af minimumslønnen for en familie på fire medlemmer, og på 70% for en enlig. I 1981 var indkomsten fra social sikring for en enlig på 64,4% af en gennemsnitlig realløn. I 1990 var den nede på 54,5% og i øjeblikket er den på omkring 50%.

Hvad er der sket med de arbejdsløse? Den arbejdende del af befolkningen er steget siden 1983 fra 5,5 mio. mennesker til 6,8 mio. i dag. Men 75% af denne imponerende beskæftigelsesfremgang skyldes udvidelse af deltids- og midlertidigt arbejde på bekostning af fuldtidsarbejde. Nettoresultatet har været øget fattigdom blandt lønmodtagere.

Omstruktureringen af arbejdsmarkedet har kun gavnet de private og de offentlige arbejdsgivere. Job, som, de mente, var for dyre og "uproduktive" blev erstattet af deltidsstillinger, der kræver større produktivitet og højere kvalifikationer, men til en lavere løn. De hollandske statistikker for arbejdskraftens produktivitet steg til toppen af de globale målingr. Fra midten af 1980'erne og fremover begyndte produktion, handel og profit at stige voldsomt.

En yderligere drastisk kursændring kom i slutningen af 1980'erne som en reaktion på den stigende globalisering af produktion og kravene fra internationale virksomheder som Unilever, Akzo, Philips og Shell. Wassenaar-aftalen var formet efter de økonomiske krav fra en national kommission, der blev ledet af Gerrit Wagner, bestyrelsesformand for Royal Dutch Shell.

Men i 1989-90 krævede arbejdsgiverorganisationerne ikke bare nedskæringer i overførselsindkomsterne, men en "grundlæggende omstrukturering af velfærdsstaten".Bistandsmodtagere skulle stå til rådighed som billig arbejdskraft. Arbejdstagernes mulighed for at søge invalidepension (WAO), til de nåede pensionsalderen, alene på baggrund af en lægeerklæring skulle stoppes. Ligesom førtidspensionsordningerne i Tyskland, var WAO med sine 900.000 begunstigede blevet en billig måde for virksomhederne at nedskære stillinger.

Selvom den havde vundet valget i 1989, kunne den regerende koalition af Kristdemokrater (CDA) og Liberale ikke gennemføre ovennævnte. Det socialdemokratiske parti (PvdA) overtog de Liberales plads i regeringen for at løse denne opgave i samarbejde med fagforeningerne.

Lederen af Socialdemokratiet var Wim Kok, der som leder af fagforeningsparaplyorganisationen, FNV, havde underskrevet Wassenaar-aftalen i 1982. Nu overtog han posten som finansminister, det vigtigste ministerium, når det gælder udformning af den sociale og økonomiske politik. Forretningsmanden Ruud Lubbers (CDA) fortsatte som premierminister.

Koalitionen CDA/PvdA stod for det første store anslag i sommeren 1991. Det bestod i en drastisk begrænsning af WAO. Alle dem, som modtog denne ydelse, blev nu tvunget til at gennemgå en ny lægeundersøgelse hvert år. Der blev indført nye kriterier, ifølge hvilke tusinder af invalidepensionsmodtagere omklassificeret som fuldt eller delvist arbejdsdygtige. Og atter måtte de hidtidige invalidepensionister møde op på arbejdsformidlingen, og blev kort tid efter tvunget til at søge om bistandshjælp.

Fagforeningerne overtog opgaven med at dæmme op for og fjerne den voksende vrede hos arbejderklassen. De arrangerede en stor protestdemonstration i Haag med 250.000 deltagere - den største demonstration mod regeringen siden 2. Verdenskrig. Det - sagde de - var alt, hvad de kunne gøre. Nu skulle spørgsmålene løses i Parlamentet, bl.a. deres socialdemokratiske venner i regeringen.

Over for den fortsatte og udbredte modstand, søgte socialdemokraterne tilflugt med en politisk narresut. Sammen med de Liberale gennemførte de et tiltag i Parlamentet, med modstand fra deres kristdemokratiske koalitionspartnere, og etablerede en kommission bestående af alle partierne under ledelse af den socialdemokratiske politiker Flip Buurmeijer.

I en TV-transmitteret høring iscenesatte kommissionen en smædekampagne mod velfærdsstaten. De, som ønskede sociale ydelser, blev spottet og kaldt parasitter, og lederne af forskellige institutioner blev sværtet som charlataner og reformistiske politikere, som levede i fortiden, og kaldt "uansvarlige". Buurmeijer-Kommissionen konkluderede, at det var nødvendigt med radikale og øjeblikkelige nedskæringer i de sociale udgifter.

Et år senere, blev retten til social sikring for unge op til 23 år efter afslutningen af deres formelle uddannelse skåret ned til at vare seks måneder. Dem, der ikke har fundet arbejde i løbet af de seks måneder , skal have anvist et arbejde af byrådet. Disse jobs giver ikke mere end den sociale sikring plus 20%, og dette beløb falder, efterhånden som modtagerens alder stiger. Der blev indført eller udvidet en række uddannelses- og jobordninger for ældre langtidsarbejdsløse, herunder et løntilskud ved ansættelse af ledige. Arbejdsgiverne kan bruge dette program til at hyre arbejdstagere næsten gratis for et stykke tid, og når støtten falder væk, kan de sende dem tilbage til Arbejdsløshedskontoret.

Antallet af ledige, der er flyttet væk fra den officielle arbejdsløshedsstatistik m.h.a. sådanne programmer, steg fra 75.000 i 1983 til 120.000 ti år senere. I dag udgør den omkring 170.000. For de offentlige institutioner og kommunalbestyrelserne, har man skabt en såkaldt job-pulje, hvor 25.000 langtidsarbejdsløse laver det samme arbejde, som dem, der er ansat i den offentlige sektor, men til en brøkdel af lønnen. Puljejobberne modtager den lovlige minimumsløn.

Det næste store skridt kom i begyndelsen af 1984, med "omstruktureringen" af sundhedssikringen, så det blev et frivilligt system, der udelukkende er baseret på arbejdstagernes indbetalinger. Arbejdsgiverbidrag til sundhedssikring blev næsten fjernet.

Ifølge beregner fra den Amsterdam-baserede forsker, Ruud Vlek, som netop har modtaget en doktorgrad for hans undersøgelse af socialpolitikken i Holland fra 1974 til 1994. "Siden disse reformer, skal lønmodtagerne nu betale 80% af alle sociale sikringsordninger og arbejdsgiverne kun 20%".

Denne spærreild af sociale angreb rystede regeringspartierne. En tredjedel af PvdAS 90.000 medlemmer vendte partiet ryggen i løbet af de næste tre år, og ved parlamentsvalget i 1994, faldt antallet af stemmer med 25%. Socialdemokraternes totale antal stemmer sank fra 32% til 22% af samtlige, afgivne stemmer. Tilsammen mistede de to "folkepartier" 32 af deres tidligere 103 pladser, og de mistede deres absolutte flertal i det 150 medlemmer store parlament.

Valget var et udtryk for den folkelige modstand mod den hidtidige regerings virksomhedsvenlige nedskæringspolitik. Ikke desto mindre kom en ny regering til magten under Premierminister Wim Kok, og den førte nøjagtig samme politik - men nu bare langt voldsommere og mere nådesløst.

De liberale partier, Volkspartij voor Vrijheid en Democratie (VVD) - Folkepartiet for fred og demokrati - kunne sammen med demokraterne (D66) øge deres stemmeandel fra 22% til 35%. De gik med i regeringen med respektivt fire og fem ministre. Socialdemokraterne havde i alt fem ministre plus premierministeren. Blandt regeringens embedsmænd befinder der sig også Ad Melkert, som har ansvaret for beskæftigelse og socialpolitik.

I den nye regering er gennemførelsen af Polder-Modellen blevet accellereret, og fagforeningerne er stadig et vigtigt redskab, hvad gennemførelsen angår. Helt tilbage i december 1993 havde de sluttet en ny pagt med arbejdsgiverorganisationerne, som de kaldte "Ny Kurs" efter det tyske eksempel med Mitbestimmung, for at lette udformning og gennemførelse af "de konkrete løsninger på stedet".

Efter diskussion med regeringen, blev der i alle lønkontrakter indført nye bestemmelser for første-gangs-ansatte samt en "standard målgrupperate" for langtidsarbejdsløse. Lønniveauet for sidstnævnte adskiller sig næsten ikke fra den lovbefalede minimumsløn eller bistandsydelsen.

Arbejdsgiverne blev hurtigt klar over fordelene ved denne "Nye Kurs". I henhold til de seneste undersøgelser, bliver mellem 8 og 10% af alle ansatte betalt i overensstemmelse med disse lavtlønsstandarder. Generelt er det nominelle lønniveau stagneret, og realindkomsterne er faldet.

Fleksible arbejdstider har været den største velsignelse for arbejdsgivene. Af de 300.000 nye jobs, der blev skabt mellem 1994 og 1996, var halvdelen baseret på fleksible kontrakter med firmaer for midlertidigt arbejde, 40% var deltidsjobs og kun 10% var fuldtidsstillinger. Ca. 3% af den totale arbejdskapaciteten (tallet for Tyskland er 0,6%) er baseret på midlertidige kontrakter.

Næsten 37% af jobbene er deltid - 2,5 mio af 6,8 mio - hvilket er den højeste grad af deltidsbeskæftigelse i Europa. Og ud af disse er 300.000 mini-jobs (mindre end 12 timer om ugen) med mini-lønninger.

Fagforeningerne sluttede endnu en aftale i 1996 om "fleksibilitet og sikkerhed".De gik bl.a. med til at slække på beskyttelsen mod ulovlige fyringer og øgede prøvetiden for fuldtidsansatte. De gik også med til at fjerne de faste åbningstider i detailhandelen og fjerne overarbejdsbetalingen for arbejde i weekender og på nationale fridage.

Disse aftaler er ikke bare gennemført ved lov i parlamentet, de har dannet grundlag for massefyringer. Den såkaldte "Keks-Pakt" (kikse-aftale) er et udmærket eksempel. Da flere kikse- og kagefabrikker varslede fyring af 11.000 ansatte sidste år, underskrev fagforeningerne en aftale, som direkte overførte de fyrede medarbejdere til det største vikarbureau, Ranstad (med en årlig omsætning på 4,5 milliarder mark), som tilbød midlertidige kontrakter for perioder på op til to år.

Igennem de senere år, er disse vikarbureauer dukket op som paddehatte i hele Holland. Med deres talløse filialer i Amsterdam, Rotterdam, Utrecht og andre byer, er de nu en del af det almindelige bybillede - som kiosker og bagerforretningere. De formidler ikke bare midlertidigt arbejde på de traditionelle områder - sekretærer, telefonpassere, montører, bygningsarbejdere - men de bortforpagter også sygeplejersker, tandlægeassistenter, computerspecialister, teknikere og endog virksomhedsledere.

De statsstøttede lavtlønsordninger er blevet udvidede. Der er indført forskellige former for "job-skabelses"-ordninger, der er målrettet mod de langtidsarbejdsløse, herunder mange immigranter fra lande som Surinam, Tyrkiet og Marokko, samt unge, der i utide har forladt gymnasiet, eller andre unge. Modtagerne skal arbejde hårdt for noget, der ligner fattigdomslønninger, og deres arbejdskraft - som støttes af staten - koster ikke arbejdsgiverne mange kroner. Ifølge Ruud Vlek’s beregninger er omkring 220.000 mennesker ansat i sådanne offentlige ordninger. Andre kilder sætter tallet til 300.000. Kun knap 10% af disse arbejdere får varig ansættelse ved afslutningen af programmet.

Hvis man hertil føjer de 400.000 arbejdsløse, som officielt er registreret som arbejdssøgende, de 100.000 arbejdsløse, som ikke er med i statistikken og de ca. 800.000 personer, som stadig får invalidepension, så udgør arbejdsløshedshæren i Holland i virkeligheden ca. 1,5 mio. OECD’s seneste beregninger sætter tallet til 1,7 mio.

Dette tal passer ikke rigtigt til den meget roste officielle arbejdsløshedsprocent på 6. Arbejdsløsheden ligger snarere på 27% af dem, der er i stand til at arbejde, hvilket er nøjagtigt det samme tal, som det, der blev registreret for 15 år siden.

De mange nye jobs til ussel løn har ikke bare været med til at forbedre arbejdsløshedsstatistikken, de har været en velsignelse for arbejdsgivernes årsregnskaber. Mens profitten, aktieudbyttet og dividenden i de store virksomheder er vokset til rekordhøjde, og antallet af millionærer er steget til mere end 150.000, så skal en million af Hollands 6,6 millioner husholdninger klare sig for en indkomst, der ligger nær eller under fattigdomsgrænsen.

På den måde virker den hollandske model som en "model" til systematisk berigelse af de priviligerede få på bekostning af arbejdstagerne og de fattige. Dette har skabt en social dynamit-tønde, som truer med at eksplodere når som helst. I den retning er den ikke så meget en hollandsk model, som en europæisk model.

I de seneste mange år har der været strejker og protestbevægelser fra tid til anden - i 1991 var der massedemonstrationen mod regeringen i Haag, protesterne mod lukningen af Fokkerfabrikkerne, bygningsarbejdernes strejke i 1995 og de nylige strejker blandt havnearbejderne i Rotterdam.

Som i mange andre af de europæiske lande, har socialdemokraternes højredrejning i Holland, medført en vækst i det nynazistiske parti, de såkaldte Centrumdemokrater. De har fået et stigende antal stemmer i traditionelle socialdemokratiske højborge, som Rotterdam. I 1994 fik de ikke bare en, som tidligere, men hele de medlemmer i parlamentet.

På venstrefløjen i det parlamentariske spektrum udtrykkes modstanden mod Polder-Modellen sig i støtte til de Grønne-Venstre og Socialistpartiet (SP). De grønne-venstre stammer fra det forhenværende stalinistiske kommunistparti og de lag i den småborgerlige radikale bevægelse, der stammer fra 1970'erne.De kan sammenlignes med de grønne i Tyskland. De har fem pladser i parlamentet, men spiller en stor rolle på kommunalt plan, hvor man bestræber sig på at "tage ansvar" og holde visse områder med sociale spændinger under kontrol.

Socialistpartiet, der startede som en maoistisk organisation i 1972, er imod regeringen, massearbejdsløshed og sociale nedskæringer med radikale ord og demagogiske slogans. Meningsmålingerne forudsiger, at partiet kunne fordoble eller tredoble sine pladser ved parlamentsvalgene i maj. SP øgede allerede ved lokalvalgene tidligere på året sin andel af stemmer nationalt til 6%, og dets repræsentation i de lokale råd fra 145 til 190. I fire byer er partiet blevet det stærkeste parti. I den gamle by, Oss, (med 65.000 indbyggere) i Nordbrabant leder de kommunalbestyrelsen i koalition med Socialdemokraterne.

Når man spørger, hvad den største forskel på Socialistpartiet, Socialdemokraterne og de grønne, svarer SP’s formand i Amsterdam, Wim Paquay: "I vores politik over for de fremmede. Vi går ind for en stram fortolkning af de eksisterende love mod illegal indvandring. På den anden side ønsker venstreorienterede socialdemokrater og grønne politikere ofte en form for amnesti fra eller undtagelse for problemer. Men en sådan procedure ville kun tiltrække endnu flere fremmede, mange flere end vi naturligt ville kunne integrere i det hollandske samfund".

På samme måde, som de beder politiet om at holde de hjemlige problemer under kontrol, så støtter SP også handelskrigslignende tiltag som straffetold, "hvis konkurrenter truer med at underminere de sociale og økologiske standarder i Holland og Europa". På samme måde som de Grønne, ønsker SP at styrke nationalstaten som svar på globaliseringen og dens nationale følger.

Oversat, 1. juni 1999 - Susanne Arends

[Tysk][Engelsk]